Bodil Kaalund jubilæumsudstilling

Bodil Kaalund:Nadver
Bodil Kaalund:Nadver

Danmarks største nulevende kirkekunstner Bodil Kaalund fylder 80 år, og Museet for Religiøs Kunst viser i denne anledning en stor udstilling med kunstnerens værker. Udstillingen åbnes d. 11. september kl. 11.00 af tidligere kirke- og kommunikationsminister Torben Rechendorff.

Jubilæumsudstillingen tegner et billede af en kunstner, der har haft stor betydning for dansk kulturliv og helt afgørende betydning for Museet for Religiøs Kunst. Udstillingen har fået titlen Himmel og jord som et udtryk for Bodil Kaalunds formåen og kunstneriske bredde. Denne bredde røbes også af udstillingens overskrifter som Barndommens Land, De nære Ting, Rejselivet, De store fortællinger osv., der beskriver de forskellige faser i Bodil Kaalunds liv og kunstneriske virke.

Fortællingen om Bodil Kaalund er lang og farverig. Fra barndommen i et kunstnerhjem, hvor hendes far, kunstneren Martin Kaalund Jørgensen, blandt andet portrætterede Stauning og andre fremtrædende politikere. Tiden i Silkeborg, hvor store danske kunstnere som Asger Jorn, Jørgen Bukdahl og Johannes Skjoldborg kom og lod sig inspirere i hjemmet. Den senere akademitid, hvor Bodil Kaalund som en af de få kvinder dengang formåede at bevæge sig på sine mandlige kollegers præmisser. Den første store udsmykning i Pastoralseminaret foranlediget af daværende kirkeminister Bodil Koch. De mange prestigefyldte kirkeopgaver. Arbejdet i det nordiske, særligt med de grønlandske og samiske kunstnere, hvilket blandt andet resulterede i en kunstskole i Grønland, og frem til de seneste år, der stadig udfordrer kunstneren med nye opgaver, senest med en udsmykningsopgave til kirken i den lille by Kollmar ved Hamborg.

I forbindelse med udstillingen udgives bogen, ”Himmel og jord. En biografi om Bodil Kaalund” med artikler af bl.a. redaktør Torben Weirup og museumsleder Gerd Rathje samt mindre bidrag af Bodil Kaalund og museumsleder Benedicte Bojesen.

Efter præsentationen på Museet for Religiøs Kunst i Lemvig vil dele af udstillingen i 2011 blive vist på Stiftung Christliche Kunst i Wittenberg. Ydermere vises værker af Bodil Kaalund fra hele det nordatlantiske område på Nordatlantens Brygge og på Lemvig Rådhus.